Limbo, limbus (latin: “rand”, “kant”), i middelalderteologi et opholdssted i kanten af helvede eller mellem himmel og helvede. Her opholdt sig de afdødes sjæle fra fx fromme mennesker før Kristus og fra udøbte børn. Stedet skulle være mindre barsk end det egentlige helvede. I billedkunsten ses Kristus trampe døren ind til limbo ned, og indenfor befinder fx Adam og Eva og Moses og David sig. I 2007 tog pave Benedikt 16. initiativet til at afskaffe forestillingen om limboet som et fortabelsessted for udøbte børn og aborter; uskyldige børn er der plads til i paradis.

Limbo skildres bl.a. i Dantes Den Guddommelige Komedie, hvor digteren besøger det som den første af helvedes fem cirkler. Her møder han bl.a. Sokrates og Platon, Homer, Horats og Ovid, men også fx den arabiske hærfører Saladin. Dantes ledsager er Vergil, der også hører hjemme i limbo. Dante forfærdes over, at disse store personligheder aldrig skal se Gud. I en roman af Ole Sarvig, Limbo, 1963, bruges stedet som symbol for krigen og for besættelsestidens overløbere; hans roman De rejsende, 1978, er bygget op over Dantes værk: Hovedpersonen hedder Dan T. Lassen (!) og rejser i en række limboagtige europæiske byer; de kommunistiske stater ses som en slags “helvedes forgård”.

Se også himmel og helvede og dommedag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig