land og by

Land og by, Land og by. I verslinjen “Fred hviler over land og by” betyder begrebsparret hele landet, Danmark. Land og by er et af de modsætningspar, hvor valoriseringen af de to størrelser svinger mest. I mange sammenhænge er byen tumultens og kaosets verden og landet hvilens og vederkvægelsens. Men værdien kan vendes rundt, så landet er stilstandens og det tilbageståendes sted og byen modernitetens med gang i hjulene.

Op til vor tid har modsætningen været præget af romantikkens idyllisering af landet (“Der var saa deiligt ude paa Landet”, skriver H.C. Andersen i indledningen til “Den grimme Ælling”, 1844). Landet og landlivet er i pagt med naturen, ægte, oprindelig, og det gælder om at vende tilbage til naturen. I byen er der larm, snavs, forvirring. Denne idyllisering af landlivet har imidlertid et ældre udgangspunkt, ikke mindst i antikkens idyl- og hyrdedigtning og drøm om Arkadien. I dansk romantik ses idyldigtningen fx i Oehlenschlägers “Sankt Hans Aften-Spil”, 1803, med den også satirisk skildrede udflugt til Dyrehavsbakken, og i Chr. Winthers “Træsnit” fra 1828. En del digtere kan dog også se kritisk på den biedermeieragtige forestilling om det lille liv med den snævre virkelighedsforståelse i en romantisering af bondens ægte liv i stokroseidyllen; det gælder fx netop H.C. Andersen.

Med naturalismen fra ca. 1870 bliver storbyen et hovedtema, og der ses nu også socialrealistisk på det rigtige liv i de usle landsbyrønner. Henrik Pontoppidan er den skarpeste kritiker, men er selv spaltet i en drømmer og en realist, hvilket fx viser sig i hans dobbelte brug af “pseudonymer” i dagspressen: Skiftevis kalder han sig “Rusticus” (ham fra landet) og “urbanus” (ham fra byen).

I tiden omkring 1920 er Johannes V. Jensens lovprisning af maskiner, storby og ekspansiv livsform (med New York og Chicago som den ny tids modeller, metropolis realiseret) dominerende og påvirker en gruppe ekspressionistiske digtere, fx Emil Bønnelycke og Tom Kristensen, der skriver digte om gadens myldrende liv, lirekasser, baggårdsliv, tempoet der går en i blodet osv. Modstand møder de i Jacob Paludans forfatterskab; han laver bl.a. stilparodier på deres viltre ekspressionisme og er livslangt maskinstormer og den stille eftertankes forsvarer. Et lignende opgør og med en idyllisk livsform, der skulle vise sig farlig for ham selv, mødes i 1950'ernes grønne digter Frank Jæger.

I 1970'erne og -80'erne kommer økologi- og miljødebat til. Forsvaret for økologisk balance og naturbundethed ses især hos Thorkild Bjørnvig, mens Hans-Jørgen Nielsen står som hans antipode med magtfulde skildringer af fx New Yorks skyskrabere som et landskab, der er mere spændende end Grand Canyon. Dan Turell står på det nærmeste som prototypen på storbymennesket, digteren, der i sort slængkappe bohemeagtigt danderer gennem sin by, på jagt efter oplevelser og inspiration. Også Søren Ulrik Thomsen hylder ofte storbyen, i essays om de oversete kvarterers karakter.

I de seneste årtier ses det bl.a., hvordan landet tømmes for det oprindelige liv på gårde, landsbyer ligger hen som spøgelsesområder, mens landliggeridyllen søges af byfolk i sommerhuse tæt på havet. Men også storbyferier er kommet på mode, med de overvældende kultur- og kunsttilbud. Så modsætningsparret er i dag så spaltet og mangetydigt som nogensinde.

Se også modsætninger, bonde, idyl, hyrde, Arkadien, labyrint, Babelstårn, metropolis og natur og kultur.