lærke

Lærke, den evigt sangtrillende markfugl, der stiger og stiger mod Solen, er et glædes-, håbs-, friheds- og forårssymbol. I 1800-tallets Danmark blev den opfattet som nationalt symbol (i dag er svanen nationalfugl); den blev bl.a. kædet sammen med håbet trods nederlag i 1864. I fx Chr. Richardts digt “Velkommen Lærkelil!”, 1868, er lærken et billede på den danske nation. Ved Genforeningsfesten i 1920 sagde en taler, “at vort Møde her paa Dybbøl er ligesaa naturligt som den Fugls Kvidren, der for os staar som Symbol paa det danske Folkesind”. Også under Besættelsen 1940-45 blev lærken brugt nationalt: lærkesangen som et symbol for et bud fra himlen om Guds hjælp til danskerne.

Den engelske digter William Blake brugte lærken som et symbol på linje med englen, dvs. som menneskets bindeled til evigheden: “His little throat labours with inspiration; every feather / On throat & breast & wings vibrates with the effluence Divine”. P.B. Shelleys digt til lærken, “To a Skylark”, 1820, bruger lærken som symbol på glæden ved naturens under og ved egen digterevne:

“Higher still and higherFrom the earth thou springestLike a cloud of fire;The blue deep thou wingest,And singing still dost soar, and soaring ever singest.”

For nogle er “lommelærken”s klukken også en himmelsk sang.