KYS På 40 års dagen for DDR 6.10.1989 besøgte den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov sin østtyske kollega Erich Honecker og udvekslede de rituelle kys. Begge kommunistiske regimer lakkede mod enden, så her gik “dødskysset'” for en gangs skyld begge veje og var ikke blot et tegn på Sovjets overmagt.

.

Kys, Kys. Der er høflighedskys, vennekys og elskovskys, mente de gamle romere. Kys kan bruges som hilseform, fx som kindkys, som religiøs veneration, fx kys af et billede af en helgen, og som tegn på forelskelse og seksuel lyst. Et håndkys symboliserer underdanighed, fx over for en hersker, eller ridderlighed, når en mand håndkysser en kvinde; at “tage imod noget med kyshånd” er et overført udtryk for at tage imod med glæde. Et fodkys eller et kys på en flig af en kåbe eller kappe betegner en endnu dybere, næsegrus underdanighed.

Som eksempel på kys i religiøs sammenhæng kan nævnes det kys, muslimer på pilgrimsfærd til Mekka giver den hellige sten, der sidder uden på Kabaen; og de kys, valfartende i Peterskirken i Rom giver foden på en statue af Peter. Et fredskys anvendes i den katolske kirkes messe som tegn på fællesskab, ud fra Rom. 16,16, hvor Paulus skriver til menigheden: “Hils hinanden med helligt kys.” Betegnelsen Judaskys om svig stammer fra en scene i evangelierne, fx Luk. 22, 47-48, hvor Judas forråder Jesus ved at kysse ham i Getsemane have. Når de sovjetiske statsoverhoveder mødtes med DDRs partichefer, kunne de obligatoriske kys antage karakter af “dødskys”: Sovjetrusseren, stor som en bjørn og iklædt vældig pels, krystede den spinkle og forsagte østtysker i sin favn, og kysset lød, som om han fortærede den lille mand og hans lille land.

Den danske filolog Kristoffer Nyrop skrev i 1897 en bog om Kysset og dets Historie, hvori han skelnede mellem fem slags kys: elskov, kærlighed, fred, ærbødighed og venskab, og hvor han også gav en fonetisk (!) beskrivelse af et kys: “en inspiratorisk bilabiallyd”, dvs. dobbeltlæbelyd. I Søren Kierkegaards “Forførerens Dagbog”, 1843, skildres kysseri således: “I eet væk, den ganske Aften durch, hører man en Lyd, som om En gik rundt med en Fluesmække – det er de Elskendes Kys”. Mark Twain giver kysset fuld, lydmalende skrue i udsagnet: “et rigtigt kys lyder, som når en ko trækker bagbenet op af en mudderkage”.

I folkeeventyr brydes fortryllelsen ofte ved et kys, fx kan en frø forvandles til en prins. Romanen Kysse Marie, 1994, er Juliane Preislers portræt af Marie Grubbe som en særdeles seksuelt aktiv kvinde i konflikt med sin samtids normer.

Se også hilseformer og kropssprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig