Krokodille, alligator, symbol for primært destruktion, grådighed, det onde, gengældelse, men også opfattet som vandets herre. I GT optræder den måske i drageskikkelse som symbol for fjenden, Egyptens farao: “du store drage, der ligger i strømmene og siger: “Nilen er min, jeg har skabt den!”” (Ez. 29, 3). I det gamle Egypten er krokodillen mangetydig: Den er attribut for Seth i dennes onde aspekt; frugtbarhedsguden Sobek fremstilles som krokodille, og byen Crocodopolis var tilegnet ham. Længe vidste man ikke i Europa, hvordan krokodillen så ud, og derfor blev den tillagt fabeldyrs egenskaber; bl.a. troede man, at den var uden tunge, og at den derfor symboliserede stilheden. Også udtrykket “græde krokodilletårer” stammer fra europæisk middelalder; det betyder at være falsk, idet man troede, krokodillen klynkede som et lille barn for at tiltrække sig opmærksomhed og derefter slå til.

I centralamerikanske myter optræder alligatoren som skaber af jorden eller bærer den på sin ryg. I den katolske kirkes fremstilling af personificerede verdensdele rummer “Amerika” bl.a. en krokodille. Et afrikansk eventyr handler om en landsbydreng, der ved floden fandt en krokodille, der var fanget i et net. Den bad ham om hjælp og fik det, men greb ham så øjeblikkelig med tænderne. “Er det sådan du gengælder godt – med ondt? råbte drengen. Ja, selvfølgelig, svarede krokodillen. Sådan er verden bare! Det nægtede drengen at tro på, så krokodillen gik med til ikke at æde ham, før de havde hørt hvad de tre første forbipasserende mente.” (Efter Alex Haley, Rødder, 1976).

Det anses for særlig mandigt at komme tæt på krokodillen, evt. stikke armen i dens gab. Andre har nok haft mareridt over det uhyggelige, bidsk-bidende og haleslående dyr. I et digt har Klaus Rifbjerg fanget uhyggen meget tæt på – og humoristisk: “som en gurglende alligator i wc-skålen”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig