jomfru

Jomfru, betyder egentlig “ung kvinde”, men bruges især om pige eller ung kvinde, der lever ugift og har bevaret sin mødom. Især i ældre tid blev ordet brugt om ung ugift kvinde generelt, svarende til “frøken”, fx på plakater for skuespil, og med forsiringer som “skøn jomfru, luk dit vindue op”. I vore dage bruges det snævrere, men til gengæld også om en seksuelt uerfaren mand.

I en række religioner og kulturer har det været et udtalt krav, at en kvinde skulle være “ren” indtil bryllupsnatten; i vore dage gælder det fx en række mellemøstlige, muslimske kulturer og fundamentalistiske kristne kredse. En del af bryllupsritualet har været at fremvise et blodplettet lagen morgenen efter bryllupsnatten. Den kvindelige omskærelse, som praktiseres i nogle kulturer, er bl.a. et hegn omkring den unge kvindes jomfrudom, endvidere findes regler omkring skam og ære og i nogle tilfælde direkte drab for brud på tabuet. Mødommen kan tydes som et centralt symbol for ægtemandens eneret til og ejendomsret over sin hustru. I den muslimske paradisforestilling findes der jomfruer, hur'er, “rene hustruer”, der opvarter de retfærdige (Sura 2, 25); i en perverteret tolkning er det blevet til, at islamistiske selvmordsbombere vil få tildelt 72 hver!

En jomfru er kædet sammen med kyskhed, renhed, ubesmittethed og uskyld. Nonner vier sig til Gud eller Jesus og lever et liv i askese og cølibat. I mange religiøse riter brugtes der jomfruer, fx i antikken, som tempelpersonale m.m. Sibyllerne ved Delfis orakel og vestalinderne i det gamle Rom var jomfruer; de seks vestalinder passede den hellige ild i Vestatemplet. I Athen findes Parthenon, jomfruernes tempel; det græske ord for jomfru er parthenos.

Det er det ord, der er brugt i den udbredte græske oversættelse af GT, hvor Esajas 7, 14 tidligere blev oversat “Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel” (i nyeste oversættelse står: “den unge kvinde”, som svarer til den neutrale form i GTs originale tekst). Tekststedet bruges i kristendommen som en central forjættelse om Jesu fødsel af den ubesmittede jomfru Maria. Jomfrufødslen blev et dogme i kristendommen. Den kan tolkes symbolsk som en belysning af det overnaturlige, guddommelige ved Jesus, Jesus som Kristus. Men jomfrufødsel er ikke kun et symbol i kristendommen; i en række religioner findes en noget tilsvarende forestilling, som tegn på en persons guddommelige oprindelse, fx Ishtar, Isis, Athene (Minerva) og Artemis (Diana), og også fx Aleksander den Stores mor var jomfru!

I Par Lagerkvists roman Sibyllen skildres den forfærdelige situation for en sibylle, at hun bliver gravid med “guden”. I ældre tid har det været en ret udbredt skik, at man har ofret en jomfru for at få frugtbarhed og lykke i et samfund, i nogle tilfælde en ofring sammen med en konge eller stormand. I Martin A. Hansens novelle “Offer”, 1947, fortælles – ud fra folkelig overlevering – den grusomme historie om et samfund, der har uår og begraver en 12-årig pige levende, men intet hjælper.

Bjerge kan forbindes med det jomfruelige og uberørte, jævnfør at et bjerg i Alperne hedder “Jungfrau”, et motiv der også blev udnyttet i den romantiske digtning hos bl.a. Jens Baggesen. I H.C. Andersens store eventyr “Iisjomfruen”, 1862, er titelfiguren selve alpebjergets kraft, med laviner m.m., og den, der isner Rudys hjerte til døde i sin “blaablege, skinnende” gletstjer. Lystighed og erotisk frivolitet og sødme er der til gengæld i Sven Holms roman Jomfrutur, 1966, om to gymnasieelevers kærlighedsforhold.

Mariasymboler, bjerg.