jagt

Jagt, blandt naturfolk, der lever som jægere, indgår jagt og jagtbytte i et kompliceret samspil. Der kan være udviklet klaner, der er tilknyttet bestemte totemdyr; dyret kan direkte opfattes som stamfar til klanen, og en række tabuer omkring dyret opstilles. Jagten mimes i riter. Der skal være balance mellem dyr og jagt; dyret kan selv lade sig dræbe, for så at indgå i de døde dyrs verden, hvorfra nye dyr sendes til verden. Det var fx symbolikken i prærieindianernes forhold til jagtdyret bisonen, som de først kunne jage, da de havde fået heste, indført af den hvide mand; men balancen blev forskubbet, den hvide mand deltog i rovdrift, og dyrebestanden gik til.

Hos inuit er fangstdyrene knyttet sammen med henholdsvis “havkvinden” – for havdyrenes vedkommende – og “månemanden” – for landdyrenes. Hvis der er problemer med jagten, skyldes det et tabubrud i samfundet; bruddet skal genoprettes ved, at åndemaneren kontakter en af de to mytiske figurer og udreder “snavset”, så dyrene igen frivilligt lader sig jage.

I græsk mytologi er jagtgudinden Artemis (romersk Diana), og i nordisk mytologi er Skade og Njord guder for jagten. Jægernes skytshelgen er Hubertus, d. 727, en biskop, som der fortælles en legende om: Under en jagt opdagede Hubertus, at en hjort havde et krucifiks i sit gevir, og han undlod at nedlægge dyret. Den såkaldte hubertusjagt afholdes en søndag tæt på hans mindedag 3. november, i Dyrehaven ved København. Ved godser m.m. er der udviklet nærmest rituelle jagttraditioner, med jagthornblæsning, jægere i uniform, kobler af hunde, en skarp til halsen, frokost, fremvisning af nedlagte dyr; mest kendt er vel den kontroversielle engelske tradition med rævejagt.

Morten Vinge i St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog, 1824, forsøger sig med jagt, mest for at stige socialt og komme tæt på den elskede Sophie; Jens er til gengæld en rigtig jæger, vild og uregerlig. Karen Blixen har i Den afrikanske Farm, 1937, og Skygger paa Græsset, 1960, beskrevet, hvordan der opstår en sær kontakt mellem jæger og det jagede dyr, så deres identiteter næsten smelter sammen, og hvordan en løvejagt nærmest er en erotisk handling, hendes “øjnes lyst” og “hjertes begæring”. Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, skrev selv en klassiker i jagtlitteraturen, Boganis Jagtbreve, 1889 og 1892. Også Kaj Munk og Klaus Rifbjerg har givet intense skildringer af jagt og forsvaret sig mod beskrivelsen af jagten som umenneskelig og blodtørstig. Ernest Hemingway har talrige jagtscener i sine bøger, en mytepræget version gives i Den gamle mand og havet, 1950, om en mand, der fanger en kæmpefisk, der dog fortæres af hajer, før han kan komme i land med den; han er vinderen, der taber alt. En sansemættet og satirisk skildring af en jagt på en tiger i en sydøstasiatisk jungle giver Johannes V. Jensen i fortællingen “Skovene”, 1904.

Legenden om den vilde jæger er vidt udbredt; der er noget hjemløst, dæmonisk og forfulgt over skikkelsen. Han kommer susende på sin hest gennem luften om natten med sit kobbel af halsende hunde, jagende andre væsener. I dansk og nordisk tradition er skikkelsen knyttet sammen med Odin og med kong Volmer (Valdemar). I mange thrillere, fx Hitchcocks film, findes “jægere”, der selv er jagede eller jager sig selv og fanges i deres sære psykers net.