Indianer, Det er tankevækkende, at ordet er opstået pga. en misforståelse: Da Columbus nåede Amerika, troede han, han var nået til Indien. Omkring indianeren er der på grundlag af især prærieindianernes livsform opstået en række stereotyper, påvirket af enten romantiske skildringer af naturfolks liv eller af wildwesternbøger, -tegneserier og -film: Indianeren er enten den ædle vilde, der lever i balance med naturen, eller en barbarisk og krigerisk person, der udstøder “indianerhyl” og siger “ugh, ugh”, har fjerprydelser og krigsmaling, skalperer sin modstander, har problemer med “ildvand” og først og fremmest er i evig kamp om territorium m.m. med den hvide mand, “cowboyen”.

“Indianer” kan bruges om person i underordnet stilling i forhold til “høvdingen”, lederen. Begrebet “indian summer” anvendes om varmt efterår med træers “indianske” farvepragt og endnu mere overført om en persons sene opblomstring i fx karrieren.

I en periode var den danske forfatter Vagn Lundbye så optaget af indiansk Livsform, at han også overtog et typisk indianerudseende og bevægede sig tyst som klædt i mokkasiner. Han skrev flere bøger om indianerliv, og også i fiktiv form indoptog han elementer fra deres kultur, fx i “Anholttrilogien”, 1978-82.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig