hund

Hund, symboliserer bl.a. trofasthed og vagtsomhed, men er også kædet sammen med dyriskhed, seksualitet, urenhed og døden. Den er som husdyr “menneskets bedste ven” – og sommetider den eneste. Den ledsager mennesket på fx jagt eller vandringer, er hyrdehund (schäfer) eller vogter af kvæg, vogter huset eller optræder som selskabshund eller skødehund.

Der er forskellige grader af tamhed og størrelse blandt hunde, fra den helt domesticerede, der også findes i sløve og fedladne varianter, til det stadigt vilde rovdyr, med egenskaber som en ulvs og brutale eksemplarer af den frygtede rottweiler-kamphund. Nogle hunde er plumpe, andre decideret aristokratiske. Variationsrigdommen er enorm; der er en hund til enhver lejlighed. Uægte hunde, såkaldte “gadekryds”, optræder i nogle kulturer som det almindelige, og de bliver overladt til sig selv, som “herreløse hunde”. Dorske af varmen dasker de rundt på gaderne i fx Cuba og på Bali og æder af affald m.m., eller falder hen i en evig, melankolsk dvale.

Som trofast og vagtsom kan hunden også ledsage sin herre i graven, i fx antikken, eller være opstillet som gravstatuer. På sarkofager kan hunden ses liggende for fødderne af skulpturen af sin herskerinde. Også i udgravninger fra det gamle Norden ses hundeofre og særlige hundebegravelser nær gravpladser for mennesker. Som synsk kan hunden advare mod åndeverdenens kræfter; den er blevet brugt i renselsesriter, og i det gamle Kina optrådte den enten levende eller i skulpturform som dæmonfordriver. I det gamle Grækenland var den lægeguddommenes, fx Asklepios', hellige dyr.

Ofte er den imidlertid blevet opfattet som uren og er kædet sammen med døden. Det er stadig i rollen som vagtsom, at den i antikken optræder som den stygge, trehovedede Kerberos, der holder vagt ved porten til Hades. Og i nordisk mytologi er det hunden – eller måske snarere ulven – Garm, der vogter indgangen til Hel og kæmper mod Tyr i Ragnarok.

Disse dæmoniske sider kan have påvirket den sorte hund, der i Faustlitteraturen optræder som selve Djævelen, hvorfra den er indgået som symbolsk element i en række fiktionstekster. Nævnes skal her Villy Sørensens “ufarlige historie” “Hjemvejen”, 1955, der handler om to drenge, som tæller hunde på skolevejen og inddeler dem i tyske (fjender) og engelske (venner). De har “dårlige hundedage” med få hunde og “gode hundedage” med mange (teksten leger med udtrykket “hundedagene”, der jo er et rent negativt begreb for en periode i juli-august, hvor det regner meget). Den ene dreng har en traumatisk oplevelse knyttet til en sadistisk person, tysker-Rudi, og hans store sorte hund, som Rudi pudser på ham. Faust klinger med, og verden inddeles i godt og ondt i denne syndefaldsberetning.

Klaus Rifbjerg, der nærmest har det som et emblem i sit forfatterskab at skildre dæmoniske, faustiske hunde, har i et par essays, Politiken 20.2. og 8.10. 2005, en historie om en hjerteskærende grim andalusisk hund, “kommodebenet, et kryds mellem en flagermus og en rullepølse”, som han kommer til at elske nok så meget som alle de fuldkomne jagthunde, han har set i sit liv. Man skal åbenbart “ikke skue hunden på hårene”.

Ordet “kynisk” betyder oprindelig – på græsk – “hundelignende” og blev brugt om en filosofisk retning, kynikerne, der var skeptikere og samfundsforagtere, og har herefter fået betydningen udspekuleret, rå og ufølsom. Fra engelsk stammer “underdog”, underhund, og “hotdog”, egentlig varm hund. “Hund” kan være skældsord eller betyde ussel: “din hund”, “de hundehoveder”, “det hundeæde”, “det var et hundeliv”. “Hund” kan også optræde som forstærkende led, fx “hundesvært”, “hundekoldt”. En “tæve” eller “tævehund” betegner også løssluppen seksualitet: “hun opførte sig som en tæve”.

En skødehund kaldtes tidligere en moppe eller mops. Moppen og Madammen er et næsten fast par i dansk satire fra Holberg og fremefter. De ligner hinanden som ægtefolk, og den braknæsede moppe sidder fast parkeret på madammens omfangsrige skød.

I eventyr optræder ofte tre hunde, fx i det danske “De tre hunde” og i H.C. Andersens “Fyrtøiet”, 1835. De vogter skatte og hjælper helten med at vinde prinsessen, bl.a. ved simpelthen at bringe hende til ham natten før hendes bryllup med en anden. Det er et under, at H.C. Andersen kan skildre hunde så positivt, han, der var så hunderæd for hunde, at han engang, hvor han skulle besøge en storhertug i Tyskland, tog hjem igen, fordi der lå en glubsk hund ved indgangen.

Se også ulv og tam og vild.