homo-

Homo-, (latin: menneske, mand). Mange begreber med homo som første led har været brugt til at karakterisere det særlige ved mennesket i forhold til andre dyr og ved nogle mennesker i forhold til andre. Disse begreber har paralleller til en række typologiske figurer i europæisk kultur, fx Faust, Ahasverus, Don Juan, Don Quixote, Hamlet og Aladdin, flere af dem hentet i den nærorientalske fortælletradition. Se typologi.

Homo erectus, det oprejste menneske, er et biologisk begreb, der siger, at mennesket i modsætning til alle andre dyr har en oprejst gang, og at det som sådan er det højeste led i en udviklingsrække. Lidt dristigt kan man mene, at den oprejste gang er blandt årsagerne til den inddeling af kroppen og universet, der placerer det højest kvalificerede øverst og det laveste underst, orienteringsmetaforer. Også homo sapiens, det tænkende menneske, er en biologisk term.

Homo faber, mennesket som håndværker, karakteriserer mennesket som skaber af sine egne livsvilkår gennem redskaber, maskiner, teknik. Slutpunktet er her teknologien med dens velsignede og problematiske sider. I Max Frischs roman Homo faber, 1957, skildres en schweizisk maskiningeniør som symbol for en rationel, teknologisk og naturvidenskabelig tankegang, der har fraspaltet følelser og medmenneskelighed, og netop derfor møder sit nemesis. Hannah Arendt har brugt homo faber som et centralt begreb i sin Menneskets vilkår, 1958.

Homo ludens, det legende menneske, er titlen på den hollandske kulturhistoriker J. Huizingas bog fra 1938. Han beskriver, hvordan al kultur udvikles i leg og konkurrence, der kan iagttages i fx kulthandlinger, ridderturneringer, retssale og i kunsten. Se også leg, spil og sport.

Animal symbolicum, det symboldannende dyr, er Ernst Cassirers begreb for menneskets evne til at skabe symboler, billedforestillinger, metaforer. Se også Efterskriften.

Homo politicus, det politiske menneske, er mennesket som et samfundsvæsen, knyttet sammen med andre mennesker i et system af love og normer.

Homo religiosus, det religiøse menneske, er enten den mennesketype, der har den religiøse længsel eller oplevelse som et hovedtema i sit liv, eller en generel karakteristik af mennesket som et religiøst væsen, der med nødvendighed har religion som det konstituerende i det at være menneske.

Den sidstnævnte opfattelse kunne også kaldes “homo metafysicus” i modsætning til alle andre væsener, der kun er fysiske. Under alle omstændigheder er det bevidstheden og hjernen, der konstituerer mennesket, og i bevidstheden ligger, spændt ud mellem tid og rum, fantasien og symboldannelsen – og hvem ved, måske også “sjælen” eller “ånden”.