hjort og hind

Hjort og hind, Det hører til tilværelsens mirakler i en tidlig morgens dis at se en majestætisk kronhjort eller en hind, brunspættet og hvidspejlet, sky og gratiøs og med “dådyrøjne”, med sin stanklede og lidt usikre “Bambi”, i en lysning i skoven.

Hjorte kendes i afbildninger i hulekunsten helt tilbage i istiden. Kronhjorten synes, måske pga. geviret, der kan ligne et træ, forbundet med liv og genfødsel, årets gang. Den optræder som trækdyr for Solen på helleristninger fra Bohuslän. I nordisk mytologi er hjorten Eiktyrner kædet sammen med verdenstræet Yggdrasil; den bider af de nye skud på træet, og fra dens horn drypper væske ned i en kilde, der danner tolv floder.

I keltisk religion fandtes en guddom, Cernunnos, der fremstilledes med et hjortegevir på hovedet, og hvide hjorte er i keltiske sagn forbundet med det overnaturlige, at overskride tærsklen til den “anden verden”. I en række centralasiatiske kulturer er hjorten og hinden kædet sammen med shamanisme, og hinden kan optræde som stammoder til et folkeslag. I en række eventyr og folkeviser, også danske, kan unge kvinder forvandle sig til hinde, fx “Jomfruen i hindeham” (DgF 58), hvor en ond stedmor forvandler pigen til en hind, men hendes bror (eller fæstemand) frelser hende ved at skyde hinden og lade hende drikke af hans eget blod, eller i en anden variant slår sig selv ihjel efter at have opdaget, at han har skudt sin fæstemø.

I buddhistisk ikonografi symboliserer to hinde, der flankerer Lærens Hjul, situationen ved Buddhas første undervisning i Dyreparken ved Sarnath.

I antik mytologi er Artemis (Diana) jagtgudinden, hvis vogn trækkes af hinde; det er hende, der forvandler jægeren Aktæon til en hjort. I antikken opfattedes hjorten også som slangernes modstander, en symbolik, der i kristendommen blev overført på Kristus, som Satans bekæmper. Kristne helgener, fx jægernes skytshelgen Hubertus, har ifølge legender set et kors i geviret på en forfulgt kronhjort, endnu et kristussymbol. Ganske særlig er dog et citat fra en GT-salme, 42,1, indgået som kristent symbol på mennesket, der søger Gud: “Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud”; smukt fremstillet som en flok af kronhjorte ved foden af et vandgivende kors på en mosaik i Laterankirken, Rom.

I dansk sammenhæng er kron- og dådyr intimt forbundet med Dyrehaven ved Klampenborg, idyllisk og romantisk, men også med et skær af vildskab og brunst, når hannerne om efteråret under brøl støder gevirerne sammen. Og med Christian Winthers store versfortælling Hjortens Flugt, 1855, der beretter, i et smukt middelalderpræget sjællandsk landskab og med en vidtløftig intrige, om Junker Strange, som bindes til en hjort og jages gennem Sjælland; hans elskede Ellen hænger et kors om halsen på en kronhjort, som en slags kristen elskovspagt. Og med det udbredte maleri af den brølende kronhjort ved skovsøen, der altså har bibelsk forlæg, og er blevet tolket som topmålet af trommesalskunst, overvintret romantik og trivialkunst i de tusind hjem.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig