hare og kanin

Hare og kanin, Begge er hurtigløbere, haren over lange distancer, kaninen korte. Haren lever i det fri, kaninen ofte som kæledyr. Haren er så hurtig og sky, at en hare kan betyde en løber, der lægger sig forrest de første omgange for at lægge op til rekordforsøg for hovedløberen; og en sky eller fej person. Haren og kaninen er symbol for lysten og hurtigheden; haren var i antikken kædet sammen med Eros (lyst) og Hermes (gudernes sendebud, dermed: hurtighed). Seksualiteten og forårets frugtbarhed ses sikkert også symboliseret i påskeharen. I Martin A. Hansens roman Løgneren, 1950, ses vårharen som et sådant hedensk seksuelt, nærmest amokgående tegn, hannerne slås blodigt om en hun, “det er vildt”. Den viltre samlejeform kan sammenlignes med kaninens: “at kopulere som kaniner”, og den hurtige formering kan kaldes: “at yngle som kaniner”. “At trække en kanin op af hatten” bruges i tryllekunst, og betyder overført at gøre noget overraskende. Udtrykket “harens gevær” anvendes om at flygte i stedet for at kæmpe.

I fabler kan haren være i modsætning til især den langsomme snegl eller skildpadde. Eller som i et japansk sagn en flok krokodiller, som den narrer til at danne en bro, den kan gå over på; men da den over for den sidste krokodille afslører sit trick, bliver den flået levende. Haren og kaninen optræder ofte i børnelitteratur, fx Ninka Ninus i A.A. Milnes Peter Plys, 1926 og 1928. Romanen Kaninbjerget, 1972, af Richard Adams er en allegori med en hel sagnverden omkring en kaninkoloni, der må flytte pga. byudvikling.

I mange kulturer er haren og kaninen knyttet sammen med månen. I den kinesiske dyrekreds er haren det 4. tegn. Haren optræder i indianske myter som en trickster eller kulturhero, der skaber verden i dens nuværende skikkelse. En buddhistisk legende fortæller, at en hare ofrede sig selv ved at lægge sig i ilden for at give føde til den sultende Buddha. I kinesisk tradition optræder haren som udødelighedssymbol ved at være den, der støder livseliksir i en montre.