guld og guldalder

Guld og guldalder, Guld og guldalder. Guld og guldting symboliserer overalt det ædle, fuldendte, uforgængelige, rigdom, lykke. Guld er sjældent, rustfrit og lysende som det himmelske lys, Solen. Guld kan også symbolisere materialisme og magthunger; fra beretningen om Guldkalven i GT er “at danse omkring guldkalven” blevet symbol for at have mammon, penge, som livets kerne, at dyrke materialisme som (af)gud (se ko). Men guld betyder i myter og eventyr og i alkymien først og fremmest indre rigdom, lykke, personlighedsudviklingens centrum. Gang på gang hører man om vældige guldskatte og heltinder (prinsesser), som bevogtes af drager, men som helten efter en lang udviklingsrejse når frem til; dragedrab følger, skatten bringes hjem, og ægteskab fuldender individuationen, indvielsen til mand og helt menneske.

I alkymien ønsker man at frembringe “guld”, dvs. finde tilværelsens grundstof, kvintessensen, de vises sten. Det kan samtidig fortolkes som en indre forædlingsproces, en personlig udvikling.

I Snorres Edda, fra 1200-tallet, spørges der: Hvorledes kan man betegne guld? Og så opremser han ca. 20 mytologiske billeder og uddyber det ved at fortælle en række “guldsagn”. Fortællingerne er en ren skatkiste. I de nordiske skabelsesmyter ses guld både som en velsignelse og en forbandelse. Guld er først tegn på asernes liv i en slags evighedsdimension med sorgløs fred og fordragelighed. Det er guldalderperioden. Men det er også guld, der er medvirkende årsag til den første splid og fejde i verden og til, at Ragnarok indtræffer. Efter Ragnarok genopstår guldalderen, og det nye paradisiske sted, Gimle, er af rent guld, måske påvirket af forestillingen om det himmelske Jerusalem som en gylden stad. – Den danske sagnkonge Frode Fredegod opretter en guldalder, en tid, hvor der er så rigeligt, at man kan lade en guldring ligge på vejen, uden at nogen stjæler den. Men Frode bliver besat af guld og lader to jættekvinder male guld på en kværn dag og nat; derfor kaldes guld “Frodes mel”, og det ender i en katastrofe. – Det store sagnstof om Sigurd Fafnersbane, som Richard Wagner har udnyttet i sit musikdrama Ringen, har en guldskat i centrum, og handlingen minder om stribevis af eventyr om prinsesse, drage og guldskat; Sigurd vinder skatten og får visdom, magiske evner, helte- og kongeværdighed m.m. med i købet, men skatten mistes og ender for evigt i Rhinen. – I nordisk mytologi ses en række attributter af guld, typisk lavet af dværge, der bor under jorden: Sifs hår, Odins guldring Draupner, der selv danner flere ringe, Frejs gris Gyldenbørste og Heimdals hest Guldtop og hans tænder af guld. Flere af disse attributter peger på en forbindelse med Solen. Arkæologiske fund fra Norden af guld er fx Guldhornene, de såkaldte guldgubber og guldbrakteater.

I græsk mytologi findes fortællingen om kong Midas, der bad om, at alt, hvad han rørte ved, skulle blive til guld. Derved blev også hans mad af guld, og han var døden nær af sult og tørst. Nu bad han om at blive fri for guldet; og han rensede sig i en flod, hvis sand stadig er guldholdigt.

Forestillingen om en mytisk guldalder er vidt udbredt, bl.a. i det gamle Grækenland, hvor forskellige verdensaldre afløste hinanden i en nedadgående spiral. En flig af de mytiske aldre ses også i medaljer af henholdsvis guld, sølv og bronze som præmier ved fx de olympiske lege. En række eventyr, fx Asbjørnsen og Moes “Jomfruen på glasbjerget”, skildrer tre forsøg på at vinde prinsessen, fx i en rustning af først kobber, så sølv og til sidst guld. “Guldalderen” bruges også om en blomstrende periode i kunst, i Danmark om romantikken ca. 1800-50. Romantikerne havde en drøm om at gentage den mytiske guldalder i kunstnerisk udfoldelse, med inspiration fra både det gamle Norden og antikken og fra folkekunst, sådan som den levede i almuen. I programdigtet “Guldhornene”, 1803, gør Oehlenschläger dels op med rationalisme og videnskabelighed, dels genindsætter han inspiration og anelse i et ønske om at kalde “guderne” og guldalderen frem på ny.

Med opdagelsen af Amerika begyndte nye guldeventyr; dels plyndrede man de rige skatte hos fx incaerne; dels gik man på jagt efter fabelriget El Dorado; og dels strømmede folk, besat af guldfeber, til Den Nye Verden, for at deltage som guldgravere i den såkaldte gold rush, 1800-tallets udvaskning af guldstøv og -klumper i bl.a. Californien, lykkejægere der oftest endte med nederlag.

Sammenhængen mellem guld og Solen og det guddommelige ses i en række salmer, fx “Morgenstund har Guld i Mund” og “Som den gyldne sol frembryder”. Det guddommelige lys skinner også fra ikoner og gyldne altre og fra helligdomme verden over, der kan være – delvist – forgyldte, fx i spir og kuppel.

En række faste udtryk med guld: fx “være guld værd”, “det grå guld” (om ældre personers kvalitet), “det sorte guld” (olie), “guld og grønne skove”, “du er en lille guldklump”, “guldgrube”, “guldkorn” (klogt udsagn), “guldæg” (indtægtskilde).

Se også metaller, Solen, eldorado, ring, æble, alkymi og skat.