gral

Gral, Gral. I middelalderen opstod, med udgangspunkt i Chrétien de Troyes' Le Conte du Graal, ca. 1185, en litterær myte om et offerkar eller bæger, den hellige gral, som udviklede sig til en omfattende litteratur og livstolkning. Gralen er måske oprindelig en slags overflødighedshorn fra den keltiske tradition, men bliver i middelalderen tolket ind i en kristen-esoterisk ramme. Den er et vigtigt element i Arthursagnene, knyttet til sagnkongen Arthur og ridderne af det runde bord. Gralen har forskellige funktioner i litteraturen, primært er den det hellige kar, som påskelammet lå i ved den sidste nadver eller den kalk, Jesus brugte ved nadverens indstiftelse eller det bæger, Josef af Arimatæa opsamlede Jesu blod i ved korset. Gralen bliver Parcifals, og han forløses af den.

Kristen legendelitteratur, dyrkelse af relikvier og korsfarertidens idealer indgår i cocktailen omkring gralen. I nogle fremstillinger knyttes den sammen med paradis, hvor den blev overdraget til Adam, men ved uddrivelsen af paradis efterlod han den dér, og nu er det menneskets opgave at søge den, dvs. finde tilbage til den paradisiske tilstand. Den minder også om alkymiens forsøg på at danne guld eller finde tilværelsens grundstof, kvintessensen eller de vises sten; i nogle fremstillinger er gralen en ædelsten. Gralen spiller til stadighed en rolle, i esoterisk søgen efter åndelig forløsning og tilværelsens inderste kerne og i moderne fantasylitteratur med middelalderemne. I jungiansk psykologi kan gralen symbolisere menneskets søgen efter det(s) inderste selv eller tydes som et udpræget feminint element.

Nogle har – lidt vidtløftigt – forestillet sig, at den berømte Gundestrupkedel skulle være en slags gral; i hvert fald er den vel en kedel til riter og ofre.

Se også lanse.