græs

Græs, symboliserer bl.a. det frodige og det naturlige, men også det forgængelige eller ydmyge. St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog, 1824, slutter med et bibelcitat, der angiver hovedpersonens herskende stemning af pietistisk tonet resignation over for livets forgængelighed i forhold til Guds evighedsdimension: “Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs, som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed” (Salme 103, jævnfør også Salme 90).

Græs kan også symbolisere hjemlandet. Når en sagaperson, da han må forlade Island, om landet siger: “Fager er lien”, tænker han vel især på den frodige, græsgrønne nederste del, hvor også bebyggelserne ligger. Græsplænerne omkring huse er små stykker plejet natur; måske fornemmer man, at “græsset altid er grønnere i naboens have”. En række idrætsgrene foregår på græs, fx fodbold, cricket og golf. Golfbaner ligger efterhånden på en række naturarealer og ligner i deres veltrimmede grønhed græs, som store flokke af får har græsset ned.

I Tom Kristensens digt “Græs”, 1927, ligger jegpersonen i græsset, der bl.a. symboliserer barnets synsvinkel, men også drømme om storhed, længsel og vanvid; græsstråene kaldes “grønlige Spidsbueporte”. I Paul la Cours digt “Det Aabne”, 1950, klinger Tom Kristensens digt med; det slutter: “maaske jeg da vil komme igennem Græssets Uskyld, / lydløs i det lave, / og se paa dig med regnklare Øjne.” Inger Christensens 2. digtsamling hedder Græs, 1963; heri symboliserer græsset dels det enkelte menneskes vækstlag, dels livsviljen over for døden.

I overført betydning bruges græs fx i “bide i græsset” (tabe), “være på græs” (i uddannelsespraktik), “søge andre græsgange” (nye udfordringer). “At kunne høre græsset gro” har sin oprindelse i nordisk mytologi, hvor vogterguden Heimdal hører ekstraordinært godt. “En græsrod” er en person, der engagerer sig i en bestemt sag på uetableret eller menigt niveau, fx i en folkebevægelse. “Græs” kan endelig også betyde marihuana eller hash, være rygegræs.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig