godt og ondt

Godt og ondt, metafysisk og kosmologisk knyttet sammen med to modsatrettede magter og steder, Gud og Satan og himmel og helvede. Mennesket er midt imellem spændt ud mellem disse magter, som en kampplads mellem godt og ondt. Mennesket kan som det eneste dyr handle bevidst, har en – i hvert fald delvis – fri vilje, kan bestemme osv. Det onde er i kristendommen kædet sammen med en konkret handling, et oprør mod Gud, at ville gøre sig selv til Gud (se syndefald). Man ved godt, når man gør noget ondt, men kan ikke lade være: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, formulerer Paulus det.

Mange tænkere mener, at det onde eller ondskab ikke findes i sig selv, der findes kun onde handlinger. Onde handlinger kan ikke undgås, men kan minimeres ved love, samfundsstrukturer, opdragelse mv. Det nytter ikke noget at tale om en fjende, en “ondskabens akse”, en led satan. Netop fjendebilledet afstedkommer onde handlinger. Andre lægger vægt på, at der har været onde handlinger (holocaust, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab, terrorisme) og ideologier (nazisme og fascisme, kommunisme, islamisme) af et sådant format, at de bliver ubærlige, metafysiske, at det onde eller Den Onde viser sig i dem.

Fænomenologiske tydninger (K.E. Løgstrup) hævder, at det gode er det primære, det onde sekundært. Det gode viser sig spontant, i suveræne livsytringer, først og fremmest i, at der er noget, der er, at livet findes (der kunne lige så godt være intet), og dernæst i en række fænomener, der bobler frem af tilværelsens grund, og som man ikke selv er herre over, men som gives som en gave fra tilværelsen selv: kærlighed, tillid, tro, talens åbenhed, taknemmelighed, barmhjertighed. Disse fænomener skyldes ikke os selv, og i praksis må der stilles en etisk fordring om, at vi bør tilstræbe at handle, så vore handlinger minder om de spontane. De onde kræfter er snyltere på de gode, indskrænker, perverterer og forkrøbler. Denne smukke tydning har dog ikke ganske klaret problemer som, hvorfor der foregår så forfærdeligt uretfærdige ting, også fx naturkatastrofer. Hvis Gud er retfærdig og god, hvordan kan han så tillade uretfærdighed? Og hvad med døden? Er den ikke det egentligt onde?

Se også gud(er), Satan, kosmologi, orienteringsmetaforer, krig og fred, død, gave og modsætninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig