Galionsfigur, udskåret og bemalet træfigur som udsmykning på et skibs forstavn. Der kan være tale om et menneske, fx en smuk kvinde, en gud eller gudinde, et dyr, fx en løve, eller et fabelvæsen, fx en havfrue. Figuren har vel oprindelig været en skytsånd for skibet og et frygtindgydende væsen for fjenden, jævnfør brugen af dragehoveder på vikingeskibe.

I Karen Blixens fortælling “Peter og Rosa” fra Vinter-Eventyr, 1942, er indlagt en lille dybsindig historie, “De blaa Øjne”, om en skipper, der opkalder sit skib efter sin kone og udskærer galionsfiguren, så den ligner hende. Men hans kone bliver skinsyg og siger, at han holder mere af figuren end af hende. Under en rejse får han foræret to blå ædelsten, som han sætter ind som øjne på figuren. Hans kone stjæler dem og sætter glas ind i stedet for. Men nu går det rent galt: Hun mister sit syn, og skipperens galease går ned med mand og mus.

Overført kan galionsfigur betyde “kransekagefigur”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig