Fortælling, at høre eller læse en fortælling giver på en måde struktur i tilværelsen. Fortællingen kan derved have en symbolsk funktion. Mange fortællinger har – i lighed med ritens struktur – en treleddet form, hvor 1. og 3. del har træk til fælles: man er hjemme, i paradis, sig selv, mens midterdelen er kaotisk, udlændighed, mangel på mening, fortryllelse. Efter kaos gendannes kosmos.

Det er med god grund, at eventyr, hvor den standardiserede, treleddede struktur måske er tydeligst, bliver brugt i psykoterapi over for børn.

Nogle såkaldte narrative teologer er gået så vidt som til at opfatte hele Bibelens vældige netværk af tekster som én stor sammenhængende fortælling om menneskets skabelse, syndefulde og vanskelige tilværelse og forløsning eller frelse. Da Gud fortalte en historie hedder et værk af Johannes Sløk fra 1985. Historien er Bibelen, men er samtidig hvert menneskes historie. Mennesket skabes ved hjælp af sprog, og derfor må dets liv være en historie, en fortælling med struktur, fiktiv, men alligevel sand, er pointen.

Se også frelse, sprog, forløsning og frelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig