Eventyr, Eventyr. Eventyrgenren er udbredt over hele verden, og rummer sammen med genrerne myte og sagn grundstenene i folkelitteraturens prosatekster. Myter og delvist sagn rummer folkeslags religiøse tydninger, mens eventyr er en ikke-religiøs genre med stereotype fortælletræk og figurer; figurerne har arketypiske træk.

Psykoanalytisk symboltydning har i høj grad inddraget eventyrgenren. De fleste eventyr med overnaturlige elementer rummer – som det også er tilfældet med trylleviserne blandt folkeviserne – en fortælling iklædt symbolske figurer og situationer om heltens individuation. Mens viserne næsten altid ender tragisk, ender eventyr med forløsning og med heltens eller heltindens forening med “prinsessen” eller “prinsen”. Undervejs har der været tale om besættelse, fortryllelse, bjergtagning, men fortrædelighederne stås igennem, forvandlingen finder sted og med hjælp fra magiske kræfter gennemføres den vanskelige selvrealisering; i mødet med den anden bliver hovedpersonen sig selv, ved at dele bliver han/hun hel.

Trods de mange skabeloner og den lykkelige slutning er der ikke tale om triviallitteratur. Eventyr udfordrer også, fx ofte med social kritik eller oprør, og først og fremmest rummer de netop med deres symbolfigurer (heksen, trolden, prinsen, prinsessen, skatten, dragen, feen osv.) en række træk, der virkelig kan gå i kødet på og i sjælen af tilhører/læser og danne forløsningsbilleder et sted mellem det ubevidste og det bevidste plan.

Folkeeventyr er principielt en anonym og mundtlig genre, hvor hver ny fortæller overtager og evt. fornyer inden for traditionen, men efter bestemte regler. Blandt de store udgivelser skal nævnes de arabiske eventyr og sagn Tusind og én Nat, udgivet første gang på europæisk grund i 1704, og Grimms Eventyr, 1812-15. Kunsteventyr derimod er skrevet af professionelle forfattere og forholder sig friere, eventuelt helt fordrejende til genren. Blandt de danske digtere her kan især nævnes H.C. Andersen og Villy Sørensen; mens H.C. Andersen i de fleste tilfælde bruger eventyrets skabeloner “regelret”, skaber Villy Sørensen anti-eventyr af ironisk og barsk art. Barsk og antistruktureret kan Andersen dog også være, fx i “Skyggen”, hvor det går gruelig galt.

Se også afsnittet om folkedigtning, folkemindevidenskab og psykoanalytisk symboltydning i Efterskrift.

Litt.: Carsten Høgh, Eventyrleksikon, 1996 (og senere udgaver).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig