dværge

Dværge, overnaturlige væsener med udbredt forekomst i mytologi og folketro. De er symbol for det underjordiske, hemmelige kræfter og kunstfærdighed. Her skal eksempler hentes fra Norden: De er underjordiske og bor fx i bjerge eller sten. Som underjordsvæsener er de snu og kloge og dygtige smede, og deres rigdom er knyttet sammen med guld. De fremstiller adskillige af asernes klenodier. De tåler ikke dagens lys, og de kan derfor snydes, hvis man lokker dem frem.

I den nordiske mytologi placeres de tæt på skabelsen og før menneskeparret Ask og Embla skabes. De er maddiker i urjætten Ymers krop, og aserne giver dem forstand og menneskeudseende. Fire dværge, Østre, Vestre, Nordre og Søndre, bærer himmelhvælvingen. To dværge laver skjaldemjøden af Kvasers blod. Det er dværge, der laver Odins ring, Draupner, og Thors hammer, Mjølner, og også Fenrisulvens lænke, Gleipner, er deres værk.

Dværge optræder i talrige folkeviser, eventyr og sagn. Her glider de i nogen grad sammen med andre små væsener i bjerge og høje. De kan optræde som forførere af mennesker i “forlovelsessituationen”, fx i visen “Jomfruen og dværgekongen”. De er i udpræget grad skattevogtere og til stadighed udstyret med mange magiske evner, fx kan de gøre sig usynlige. De kan være hjælpsomme eller drillende og hævngerrige. Hvis de narres, kan de “fare i flint”, dvs. blive til sten. I Grimms “Snehvide” er de syv dværge ekstremt hjælpsomme over for prinsessen, optræder som en slags fadererstatning og redder hende tre gange fra døden. Til gengæld passer hun også deres hus og holder alt rent og ordentligt, mens de er inde i bjergene for at “hakke og grave efter malm”.

I nutidens fantasy-litteratur optræder dværge i stort tal, fx i J.R.R. Tolkiens Ringenes herre, 1966.

I dag er en dværg en person med vækstforstyrrelse, der giver en abnormt lav højde. Men spørgsmålet er, om det kan “bevises”, at dværge i mytologien var små.

I Par Lagerkvists allegoriske roman Dvärgen, 1944, er en dværg, der optræder som nar og mundskænk ved et renæssancehof i Italien, også jegfortæller og den suveræne synsvinkel. Han er gennemført ond og magtbegærlig, og romanen kan læses som en allegori over nazismen. Læseren suges ind i hans vinkel og mærker derved ondskaben i sig selv og i verden som helhed.

Se også overnaturlige væsener, kosmologi og kæmper.