det forjættede land

Det forjættede land, betegner i GT det land, som Gud havde lovet (forjættet) israelitterne, 1. Mos. 12, 1ff. Det er Kanaans land, landet der flyder med mælk og honning, både et konkret område og en ønskedrøm. Det kan også fx bruges om USA som det forjættede land for det udvalgte folk. En særegen brug af begrebet findes i et storværk i dansk litteratur, Henrik Pontoppidans 3-binds roman Det forjættede Land, 1891-95.

Den unge romantisk anlagte præst Emanuel Hansted drømmer om det primitive og lykkelige liv på landet, gifter sig med en husmandsdatter, går i vadmelsklæder og pløjer sin egen mark; men hans drømme om det forjættede land slår fejl; han er snarere blevet fortryllet af sin drøm og idealisme (han er kørt med sin bondepige ind i bjerget, som det siges et sted), og han ender som sindssyg imitator af Jesus.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig