død

Død, Døden som et paradoks og et mysterium ses i disse to citater: Karen Blixen: “Livet og Døden er som to aflaasede Skrin, og det ene indeholder Nøglen til det andet”, og Søren Kierkegaard: “Døden er det eneste Visse, og det Eneste, hvorom der intet er vist”. Intet under, at døden er symbolsk, ja, tilmed ofte personificeret som Døden.

Døden kan enten opfattes rent biologisk som livets endegyldighed, som en cyklus i en stor proces af liv og død, eller som overgangen til en ny dimension. Riter omkring døden har overgangsritens treleddede struktur. I det kristne begravelsesritual lyder det: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå. Fra én status (som levende) over “døden” (som i denne rite er den rigtige død) til ny status (som levende i en ny dimension). Mange myter og riter, fx i det gamle Norden, har en symbolsk sejlads i centrum: Mennesket kom sejlende til verden og sejler til de dødes land eller de levendes rige.

Mange religioner, fx i hellenismen, skelner mellem en evig del af mennesket, sjælen, og en forgængelig, legemet. Ved fødslen inkarneres sjælen, og ved døden slipper sjælen ud af legemets fængsel og stiger til sit urhjem i himlen. Herfra kan sjælen igen iklædes legeme, i en stadig strøm af reinkarnationer (genfødsler). Denne antropologi har også påvirket kristendommen, men i den er der en markant anderledes dødsopfattelse: Mennesket er en helhed af sjæl og legeme, og derfor må opstandelsen også være af hele mennesket, men til en dimension, som må tros og ikke kan vides noget bestemt om, men som der er forjættet om i Jesu død på korset og opstandelse på 3. dag.

I forbindelse med beskrivelser af, hvad der sker efter døden, har mange religioner en ret bastant dualisme: at frelses til paradis eller himlen eller at fortabes i helvede; eksempler: i græsk mytologi kan man ende i det lysende, de saliges øer Elysion eller i det mørke Hades; i nordisk mytologi i vikingeparadiset Valhal eller i det dystre Hel. I buddhismen er der et erkendelsesmæssigt, meditativt forsøg på at komme ud over modsætningen liv – død; i tilstanden nirvana opløses liv og død; nirvana er hverken eller og både og, en tilstand uden for tid og rum og derfor et paradoks i forhold til “normalt” liv, “udødelig død” er tilstanden blevet kaldt.

Nogle religioner lægger vægt på, at livet skal leves i al sin fylde, at det er velsignet at leve og så dø gammel og mæt af dage (som i det gamle Israel).

Eller i lidt mere udvandet form: at jage den evige ungdom, som det ses i nutidens trend: at holde sig i god form og eventuelt få foretaget skønhedsoperationer. Andre religioner opfatter dette liv som en jammerdal, en lidelse der blot skal overstås for at indgå i det sande, frelste liv efter døden (fx pietistiske retninger). Nogle religioner lægger vægt på, at der er et samspil mellem levende og døde, de døde skal dyrkes og gives gaver og så at sige stadig være med i de levendes kreds, i familien, slægten, stammen, folket, for de døde er mere kraftfulde, og kraften kan bruges af de levende; jo længere en person har været død, des kraftfuldere bliver vedkommende, stiger i hierarkiet op imod forfædrenes urfader, der på en måde også er gud (fx i afrikanske religioner). Andre religioner lægger vægt på, at der er en sammenhæng mellem den status, man har nu, og de handlinger, man har udført i tidligere liv (hinduismens karma-samsara-opfattelse).

I bl.a. New Age-miljøet er der en optagethed af nærdød-oplevelser og drømme, der symboliserer mødet med døden. Her skildres døden gerne som en slags nyfødsel, hvor et trangt rum afløses af overvældende lys og lykke.

I folketroen symboliseres døden ofte af forskellige makabre skikkelser: Døden bliver en gengangeragtig og spøgelsesagtig person, en dødning, Knokkelmanden, Manden med Leen, Manden med Timeglasset osv. At døden omgærdes med tabuer og frygt ses også i en række omskrivninger af galgenhumoristisk eller eufemistisk art, som sproget myldrer af: at dø kan være “at gå til sine fædre”, “at gå til de evige jagtmarker”, “at stille træskoene”, “at gå bort”, “at sove ind”. Død kan også have den overførte betydning af dødhed i livet, ophør, stilstand, depression; det kan være “dødvande”, “dødens pølse” eller “dødbideri” (oprindelig om Fenrisulvens dødelige bid, men overført bl.a. om materialistisk livsform, liv uden ånd), man kan være “træt til døden” eller “dødhamrende træt”; man kan være på “dødsruten” (en stribe værthusbesøg eller selvødelæggende adfærd). Udtrykket “den lille død” kan bruges om mystisk oplevelse og orgasme, men dækker vel også søvnen: Man er nødt til at sove (dø lidt, blive ubevidst) for at leve.

Et berømt sted i dansk litteratur er, at da ateisten Niels Lyhne i J.P. Jacobsens roman af samme navn (1880) ønsker at “dø stående”, stolt og stålsat i sin livsanskuelse, skriver forfatteren mangedoblet: “Så døde han døden, den vanskelige død”.

Se også frelse, dommedag, de syv dødssynder, himmel og helvede, gravskikke og liv.