BLINDHED Menneskets dårskab udstilles i dette maleri af Pieter Brueghel d. æ. fra 1568, “Lignelsen om de blinde”, hvor blinde leder blinde.

.

Blindhed, Blindhed. Relationen mellem at være blind og at være seende kan tillægges meget forskellig symbolik. Flere steder skildres særlig synske personer som blinde eller halvblinde. De har så til gengæld det indre lys eller magisk evne til at se igennem alle tider. Den græske digter Homer, den græske vismand Teiresias (der blev straffet med blindhed af guderne) og den gæliske digter Ossian er prototyper på blinde seere, digtere, der kan skue ind i for andre utilgængelige verdener og berette i store visionære tekster. I nordisk mytologi må Odin for at få visdom give sit ene øje i pant i Mimers brønd; til gengæld kan han med sine ravne få syn for sagn i både tid og rum. Både Fortuna, den romerske lykkegudinde, og fru Justitia, retfærdighedens gudinde, gengives ikonografisk med bind for øjnene, som tegn netop på deres indsigt eller evne til at dømme korrekt.

At møde det guddommelige, at blive omvendt kan medføre momentan blindhed. Således skildres det i Paulus' omvendelse til kristustroende ved Damaskus, hvor han ser et himmelsk lys og bliver blind, og “skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se” (Ap. Gern. 9,8), men efter tre dage får han sit syn tilbage. I evangelierne skildres det flere gange, hvordan Jesus helbreder blinde, ofte i forbindelse med helligkilder; markant er Joh. 9 om den blindfødte, som Jesus helbreder med sit spyt, tilsat dynd, og med vask i Siloadammen; teksten rammer voldsomt ud efter farisæerne, og i kristen ikonografi fremstilles den jødiske synagoge undertiden allegorisk som en kvindefigur med bind for øjnene.

I hinduismen er Maya den kraft, der forblinder, så menneskene ikke kan se, at den virkelighed, de lever i, kun er en illusion, et blændværk, i forhold til en højere Virkelighed. Mayas slør skal fjernes som sløret for øjnene, forblændetheden. Maya er også navnet på Buddhas mor, dvs. den, der fører ham ind i genfødslernes forblændede hjul.

I eventyr skildres blindhed ofte i forbindelse med forblindelse. Helten kan miste synet på mange forskellige måder, fx pga. en falsk blændværkspige, en konkurrents rænkespil eller som i Grimms eventyr om Rapunzel eller Klokkeblomst pga. tjørnekrat. Men synet kommer igen ved foreningen med “prinsessen”, fx i Rapunzels tilfælde, da to af hendes tårer falder på hans øjne. I H.C. Andersens eventyr er det ofte et problem for figurer (fx “Snedronningen”, Skyggen og kongedatteren i “Skyggen”), at de ser for meget og forvrænget. I “Historien om en Moder” græder en mor, der har mistet sit barn, sine øjne ud til søen, i håbet om at få barnet tilbage; Døden giver hende øjnene tilbage og giver hende samtidig den indsigt, at barnet er gået til det ubekendte land. I Henrik Hertz' drama fra 1843 Kong Renés Datter er hovedpersonen den blinde 16-årige datter, Jolanthe. Hun ved ikke, at hun er blind, før hendes udkårne fortæller det, og ved en blanding af magi og kærlighed får hun sit syn tilbage. Miljøet er middelalderligt, og symbolikken tyk, dvs. i virkeligheden skildrende en ung piges indvielse til voksenverdenen.

“Blindhed” er således ofte et markant udtryk for midterfasen i en erkendelsesproces, at sammenligne med liminalfasen i et overgangsritual eller et led i den jungianske individuationsproces. På en måde er der sandhed i begge udsagn: “Kærlighed gør blind” (man er som (ny)-forelsket kun optaget af den elskede, man har mistet sin dømmekraft; dette bevingede ord stammer fra Platon) og “Kærlighed gør seende” (netop i kærlighedsmødet realiserer man sig selv; ved at miste sig selv bliver man sig selv).

Da Claude Monet efterhånden mistede sit syn, blev hans åkandemalerier endnu mere næsten åndeagtigt disede og udtonede billeder. Da Jean-Paul Sartre i sin alderdom næsten mistede sit syn, fortsatte han sin skribentvirksomhed, nu som båndoptagne samtaler med sine filosofiske disciple og med en virkning, som om dialogen trængte frem til nye indsigter. Da Tom Kristensen følte sin eksistentielle uro som et overvældende problem, ønskede han sig, i digtet “Ofret”, et øjeblik blind, men sluttede med at ville stå i den uro, der om ikke andet er kunstnerisk givende for et “øjemenneske”:

Umættelige Øjenpar! Oh, gid jeg dog var blind! Saa faldt vel Mørket ind i mig og gav mig roligt Sind. Men ofre kan jeg ikke nu de lyse Øjnes Herlighed, saa lad mig blive den, jeg er, og lad min Uro blive ved.

(fra Mod den yderste Rand, 1936)

I Lars von Triers melodramatiske musicalfilm Dancer in the Dark er det at miste sit syn en arvelig sygdom hos fabriksarbejdersken Selma og hendes søn. Hun sparer op til, at han kan blive opereret, men det medfører nye forviklinger og katastrofer.

Se også øje, syn og spejl og glas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig