bjørn

Bjørn, Menneskets forhold til bjørne, herunder bjørnejagt, har i traditionelle samfund været reguleret af en række ritualer, der er udsprunget af forestillingen om bjørnen som totemdyr, som en slægtning til mennesket, evt. direkte som stamfar. Ifølge Saxo, ca. 1200, nedstammer den danske kongeslægt fra en bjørn, der fattede kærlighed til en ung kvinde.

Ritualiserede forhold ses hos fx inuit, samer, sibiriske folkeslag og hos ainu i Japan. I gammel nordisk folketradition findes forestillingen om bersærker, dvs. mennesker, der fx i en krigssituation forvandles til bjørne og under bersærkergangen gør brug af deres overnaturlige, ekstatiske bjørnestyrke. Fx er den danske sagnkæmpe Bjarke tæt forbundet med bjørne. Saxo fortæller, at Bjarke engang “i et krat mødte en kæmpemæssig bjørn, som han nedlagde med sit spyd, hvorefter han bad sin følgesvend Hjalte lægge munden til og drikke af blodet, der strømmede fra dyret, for at få flere kræfter.” Og i sagaen om Rolf Krake hjælper bjørnen som en fylgje, en ledsageånd, Bjarke i kampen og tynder godt ud i fjendeskaren med sine vældige labber.

I inuitmyter er slægtskabet med bjørnen tydelig. Det er bjørnen selv, der lader sig jage og skyde. Den skal dø for at indgå i et hinsidigt bjørneland og dermed til stadighed genfødes og skabe ny jagtlykke. Hos ainu er bjørnefesten helt central. Her opfostres en bjørneunge hos menneskene, ofres og indgår i et stort fællesmåltid. Festens formål er at få jagtlykke. Festen kaldes “hjemsendelse”, dvs. at bjørnen vender hjem til sit sted i et højere plan i verden. Bjørnen opfattes som en guddom, der ankommer fra gudeland, og selvom den dræbes, deltager den også selv i måltidet på sig selv. Denne dobbelthed i ritualsymbolikken viser sammenhængen mellem gudernes og menneskenes tilværelsesplan. Når bjørnen er død, er den levende; dens død skaber liv, også til den selv. I riten dræbes og fornys den.

Mens bjørnen i voksenverdenen er forbundet med styrke, farlighed, jagt og evt. slægtskab, er “bamsen” i børnenes verden den tryggeste og blødeste lege-, kramme- og sovekammerat. Legetøjsdyret kaldes ofte “bamsefar”, der også kan være tilnavn til en hyggelig og trivelig mandsperson. I Walt Disneys univers optræder dels Gårdmand Bjørn, dels Bjørnebanden, hvis forbrydelser dog næppe kan give børn søvnløse nætter. Teddybjørnen Peter Plys er også brugt af Disney i tegnefilm; denne elskede figur er dog mest populær i originaludgaven af A.A. Milne 1926-28; her er tøjdyret et glad, optimistisk, naivt-gammelklogt og først og fremmest honningelskende væsen.

Bamseagtig er også hovedpersonen i Henrik Pontoppidans fortælling Isbjørnen, 1887. Pastor Thorkild Müller kan langt bedre udfolde sin frodighed og livsglæde i den grønlandske natur og med sin indfødte hustru end som fremmedartet og utilpasset vildmand blandt sjællandske bønder og præster. Natur og civilisation trækker i ham fra hver sin side.

Inden for kristendommen tolkes bjørnen gerne negativt. Den symboliserer det vilde og det onde. Ifølge nogle kristne legender fødes bjørneunger formløse, og moderbjørnen slikker dem, indtil de får bjørneskikkelse. Dette forløb ses som symbol på kristendommen, omvendelse og formning af vildfarne hedninge. I forlængelse heraf ses scener, hvor helgener tæmmer bjørne, dvs. omvender hedninge.

I faste udtryk optræder bjørnen bl.a. i “man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt”; “have en bjørn på” (være beruset); “den russiske bjørn” (ofte ironisk om fx at besejre det kæmpemæssige land i en sportsgren); “bjørnetjeneste” (negativt udtryk om at skade mere end gavne; i de seneste år fordrejet til også at betyde at være til stor hjælp).