atombombe

Atombombe, Med atombombens altødelæggende mulighed blandes for første gang i menneskehedens historie den konkrete frygt og den abstrakte, universelle angst. Mennesket frygter noget konkret, fx en mørk skov eller en revolver eller en almindelig bombe; angsten derimod er altomfattende, ligger i bunden af tilværelsen, som døden, at alt skal blive til intet eller i virkeligheden er intet. Men atombomben er begge dele, den transcenderer det konkrete og reelle og den rammer også ind i religiøse og symbolske dimensioner som apokalypse, dommedag, verdens undergang, der tidligere har været rene fantasiprodukter.

Det er derfor intet under, at atombomben optræder med overvældende hyppighed i ikke mindst litteraturen i efterkrigstidens, den kolde krigs, periode, fra bomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945 til Sovjetunionens opløsning i 1989.

Allerede i 1925 i det store digt “Atomernes Oprør” (fra digtsamlingen Heroica) udfolder Sophus Claussen næsten profetisk angsten for “atomerne”; han tegner billedet af en skrøbelig planet: “Jeg er ræd, at en Dag den forgaar, blot et Trylleord nævnes, / en Formular i Kemi, som er Udtryk for Vand, eller Luftgas, / eller et ukendt Stof, ubeskriveligt stærkt som en Guddom.” I Peter Seebergs absurde novelle “Braget”, 1962, tolkes et brag af beboerne i en etageejendom på mange forskellige indskrænkede måder; først da braget tolkes universelt, dvs. enten som en tilværelsen iboende meningsløshed eller som en atombombe, er tolkningen fuldendt og “braget stort nok”. I Ivan Malinowskis digtsamling Poetomatic, 1965, udnyttes den japanske haikuform; i de japanske haikudigte er der en naturskildring med indbyggede modsætninger, som mødes i et bevidsthedsbrag; men hos Malinowski er der en ekstra dimension: her er braget hver gang også atombomben, hvis paddehattesky stiger frem som digtenes tegn; digtene er selv bomber, der sprænger naturens skønhed: “birkens sene pensel / mod ishimlen, sølvsolens / voksende øje / digtet er færdigt”. Blandt de mange eksempler kan endvidere nævnes: Halfdan Rasmussens digt “Efter Bikini?”, 1948, Ivan Malinowskis digt “Annonce”, 1966, Erik Knudsens digt “Brændpunkt”, 1953, Villy Sørensens fortælling “Soldatens juleaften”,

1955, og Sven Holms roman Termush Atlanterhavskysten, 1967.

Især i 1960'erne opstod der en stor modstandsbevægelse, Kampagnen mod Atomvåben, og mod atomkraft generelt; der foranstaltedes atommarcher, og som symbol havde man det korslignende “anti-atommærke” (en lodret streg med to skrå sideben inden i en cirkel) og slagordet “Atomkraft? Nej tak”. våben.

Se også våben.