ARK Ifølge Bibelen (1. Mos. 8, 4) “gik arken på grund på Ararats bjerge”, da syndflodens vande begyndte at falde. I maj 2007 byggede Greenpeace en “kopi” af Arken på Ararat. Greenpeace er en miljøorganisation, der bl.a. arbejder for at beskytte udryddelsestruede dyr.

.

Ark, bruges i GT om to genstande: Dels Noas Ark, et skib bygget for at udvalgte mennesker og dyr kunne overleve syndfloden (1. Mos. 6-8), den store vandflod, som var en straf for menneskenes ondskab og synder; der er paralleller til et sådant frelsesskib i mange kulturers myter; i kristen allegori blev Arken bl.a. tolket som symbol for Kirken, hvor der var frelse for syndens vande ved et andet vand: dåbens; se også due.

Dels Pagtens Ark, en kultgenstand der symboliserede Jahves nærvær og rummede Lovens tavler med De Ti Bud, og som jøderne i ørkenvandringstiden havde anbragt i tabernaklet og siden i det allerhelligste i templet i Jerusalem; der er ikke enighed om, hvilken præcis form og funktion “kassen” har haft; måske har den simpelthen været opfattet som Jahves tronstol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig