Apokalypse, apokalyptik (græsk: åbenbaring, afsløring), en litteraturform, der især er knyttet til hellenistisk jødedom og kristne skrifter; de kendteste er Daniels Bog fra GT og Johannes' Åbenbaring (kaldes også Apokalypsen) fra NT. Det er tekster, der foregår i en forestillingsverden, hvor digteren som en seer eller profet har direkte kontakt med det overjordiske og beskriver voldsomme begivenheder i de sidste tider (eskatologi) ved hjælp af åbenbaringssyner. I teksterne optræder skildringer af jordens undergang, af himlen, af Gud, af kosmologiske kampe mellem godt og ondt, i Åb. således Kristus og Satan, dommedag, en ny verdens (Det ny Jerusalem) fremkomst, og en række overnaturlige figurer og fænomener optræder, fx Den Babyloniske Skøge, De syv Segl og De fire apokalyptiske Ryttere med hver deres farve og undergangsbetydning (Åb. 6, 1-8).

I vore dage bruges apokalypse også bredt om beskrivelser af undergang, fx Coppalas kultfilm fra 1979 om Vietnamkrigen Apocalypse Now. Det nordiske begreb ragnarok, der oprindelig brugtes om de nordiske guders undergang, kan også bruges bredere, fx om 2. verdenskrig som et ragnarok. Elementer fra de oprindelige tekster bruges i moderne tekster, direkte eller som allusioner. Heiberg har som undertitel på sit læsedrama En Sjæl efter Døden (1840) “En apocalyptisk Comedie”. Kredsen omkring tidsskriftet “Heretica” i årene lige efter 2. verdenskrig var optaget af undergang og forløsning. Som eksempel kan nævnes Erik Knudsens digt “Sagn” (fra Blomsten og Sværdet, 1949), der er inspireret af bl.a. middelalderlige billeder af apokalyptiske scener; her manes nutidens koldkrig og atomtrussel frem i skikkelse af netop de 4 apokalyptiske ryttere, og som et omkvæd gentages: “De kommer, de kommer / De fire store højt til hest / Hunger, Sværd, Svovl og Pest!” Teksten ender med at gå i stykker. I et andet digt, I forbifarten, 1958, giver Knudsen et portræt af en overfladisk livsform midt i den undergangstruede moderne verden; denne person, kaldet Det Hele Menneske, opfatter situationen som “Håbløs men ikke alvorlig” og dyrker “Apocalypso” som var det en dans uden vulkaner.

Se også dommedag og eskatologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig