ansigt

Ansigt, en persons ansigt er i høj grad bestemmende for, hvordan vedkommendes personlighed opfattes; det er “forsiden” eller “ydersiden”. Ansigtet er en central markør for menneskets udseende, og det kan ved mimik m.m. angive stemning og være en slags det usynliges synlighed. Ofte kan ansigtet være symbol for mennesket som helhed, dets hele væsen; det ses fx en række steder i GT, bl.a. det berømte sted om menneskets vilkår: “I dit ansigts sved / skal du spise dit brød” (1. Mos. 3,19).

Ikonografiske fremstillinger af hinduguder, fx Shiva og Brahma, viser ofte disse med flere ansigter, hvilket angiver deres forskellige roller eller kræfter. Den romerske gud Janus fremstilles med to ansigter, et der skuer frem, et tilbage, han vogter porte, indgange og udgange og overgange. Treenigheden i kristendommen kan i perioder symboliseres gennem en figur, der består af ét legeme med tre ansigter/hoveder.

Ordet optræder metaforisk i en række stående udtryk, fx “stikke sit grimme ansigt frem” (om fx nazismen); “at vise sit sande ansigt”; “at være et kendt ansigt”; “blive lang i ansigtet” (skuffet); “tabe ansigt” (blive ydmyget); “med et menneskeligt ansigt” (fx om eurosocialisme i forhold til den umenneskelige sovjetkommunisme). Det kan tolkes som forsøg på at bevare “evig” ungdom, når man får ansigtsløftning, mens ansigtets rynker symboliserer det levede liv.

En uhyggelig novelle af Tom Kristensen, “De forsvundne ansigter” (fra Vindrosen, 1934) handler om en identitetsløs person, der hører en japansk spøgelseshistorie om et væsen uden ansigtstræk, og overfører det på sig selv: “Da mærkede jeg, at der ingen øjne var. Jeg følte ned over ansigtet. Jeg var glat som et æg!” – Tove Ditlevsens roman Ansigterne, 1968, handler om en børnebogsforfatter, Lise Mundus, der i en psykose i en periode blander ansigter sammen, ser dem i en slags underverden og hører stemmer.

Se også persona, maske, hoved, billeddyrkelse og -forbud og krop.