alfer

ALFER Akvarel af Flemming B. Jeppesen til H.C. Andersens eventyr “Tommelise”.

.

Alfer, overnaturlige væsener i nordisk mytologi og folketro. Ordet “alf” er måske afledt af et ord, der betyder “hvid” (lat. albus). I mytologien har de dels forbindelse til aserne, dels til vanerne. De er knyttet sammen med både frugtbarhed og død og sammen med luften som lysalfer og jorden som sortalfer (i kontakt med de underjordiske væsener dværgene). I folketroen forbindes de med navne som elv, ellefolk og elverpiger med naturfænomenerne skove, høje, vand og luft. Elverpigerne skildres, bl.a. i folkeviser (Elverskud, Elverhøj) som naturens lokkende og dæmoniserende erotiske kraft: de er forførende og smukke, danser om natten i lyse gevandter og med flagrende hår, men hule i ryggen og i stand til at fortumle (gøre “ellevild”, dvs. at miste forstanden; udtrykket bruges i dag mere omfattende om at være overstadig og kåd), forhekse og påføre sygdom (“elleskud”, jævnfør betegnelsen “hekseskud”). Som ældre, under betegnelsen ellekoner, er de derimod grimme, men har stadig dæmoniske evner, kan fx forbytte børn.

I visen Elverskud træffes hr. Oluf netop i forlovelsessituationen, på vej til sin fæstemø, af elverpigens skud og dør før brylluppet. I J.L. Heibergs drama Elverhøi, 1828, et festspil bestilt af kongen til Det Kgl. Teater, bruges både elverskudsmotivet og et lokalsagn om klintekongen på Stevns. H.C. Andersen beskriver i eventyret Elverhøj, 1845, malerisk en fest med elverpigedans i en elverhøj, med deltagelse af alskens overnaturlige væsener. Betegnelsen “heksering” eller “alfering” går tilbage til forestillingen om alfernes runddans uden for højene, der skulle have svedet græsset af i cirkler. I skønlitteraturen beskrives alferne i øvrigt ofte som luftvæsener med vinger, fx i H.C. Andersens eventyr Rosen-Alfen, 1842. I islandsk folketro helt op til vore dage spiller alferne en rolle som vætter, der bor i og symboliserer det islandske landskabs changeren mellem realisme og transcendens. Så hyppigt er Björk i medierne blevet kaldt “den islandske sangeralf”, at det er ren kliché, og er hun lysalf (som en fe i islandske landskaber med blandede lyde af elektronik og natur) eller sortalf (punket og let dæmonisk, fra storbyens underverden og subkultur)?

I “daglig tale” betyder alf en pige med ynde, lyshåret, dansende, feagtigt luftig, på kanten mellem det barnligt-uskyldige og det erotisk-forførende: “Hun dansede som en alf”, “Hun har fødder som en alf”. En sådan åbenbaring er “lysalfen” (s. 102) Helle i Klaus Rifbjergs roman Den kroniske uskyld, 1958; hun fortryller Tore og fortælleren Janus (“Jeg havde på fornemmelsen, at min hånd om lidt ville forsvinde ind i hendes elverpigeryg”), men hun er selv forhekset til døden af sin mor med det martialske navn fru Junkersen, der skildres mangetydigt dæmonisk som heks, løve, slange og edderkop.

Goethes berømte digt om en far, der under et natligt ridt med sit syge barn mister ham til ellekongen, hedder Erlkönig (Wer reitet so spät durch Nacht und Wind (1789)), fordi Herder, der bl.a. oversatte nogle danske viser til tysk, troede, at det danske elle- i visen Elverskud betød træet “el” (tysk: die Erle)

Elverfolk er blandt de mange overnaturlige væsener, der befolker Tolkiens univers i Hobitten, 1969 og Ringenes herre, 1968-70.

Se også overnaturlige væsener, sagnfolk, trolde, bjerg, feer og fata.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig