Venus

Sandro Botticellis maleri “Venus' fødsel”, 1485, Uffizierne i Firenze. Billedet er et højdepunkt i mytologiske skildringer af kvinden, kærligheden og skønheden. Maleriet skal læses fra venstre til højre: Venus står i et (gen)fødselssymbol, muslingeskallen, og blæses af vindguden (vestenvindene, de to zefyrer) ind mod kysten, hvor hun modtages af forårets gudinde, der bærer blomster og myrter på sin dragt, for sluttelig at blive iklædt en sømmelig, blomstersmykket kåbe. Maleriet har bl.a. været tolket nyplatonisk som et møde mellem sjæl og idé.

.

Artikelstart

Venus, (“kærlighed, begær, ønske”), romersk gudinde for kærlighed, skønhed og frugtbarhed, modsvarende den græske Afrodite, “den skumfødte”, der har tilnavnet Anadyomene, “den, der er steget op af havet”.

Afrodites navn, hvis etymologi er noget usikker, hænger sammen med Hesiods beretning om, at hun er født i havet af den kastrerede Uranos' sæd, hvorefter hun nåede Cyperns kyst på en muslingeskal, et hyppigt motiv i billedkunsten, også når det gælder Venus. Hos Homer er hun datter af Zeus og Dione og gift med Hefaistos. Med Hermes har hun sønnen med det tvedelte navn Hermafroditos, og med krigsguden Ares sønnen Eros, som hun ofte fremstilles sammen med i billedkunsten. Blandt hendes mange elskere er i øvrigt Adonis, og blandt hendes børn er Æneas, romerfolkets “stamfar” og hovedpersonen i Vergils Æneiden. I “skønhedskonkurrencen” i forbindelse med “stridens æble” deltog Hera, Athene og Afrodite; dommeren var Paris, der gav Afrodite sejren, fordi han samtidig fik lovning på “den skønne Helene”. Dermed blev Afrodite samtidig årsag til den trojanske krig. Afrodites kærlighed har to sider, en himmelsk og en jordisk; disse to Afroditer er også ofte fremstillet i kunsten, overraskende nok med den påklædte som jordisk og den himmelske som nøgen – nøgenhed som tegn på uskyld og renhed.

I senere kunst, fx i renæssancen, blev fremstillinger af nøgne kvinder kaldt Venus'er, og også en række af de klassiske skulpturer har fået hendes navn: fx Venus fra Milo. Med et glimt i øjet kaldes også statuetter fra forhistorisk tid af svulmende kvinder, med tydelig frugtbarhedssymbolik, for Venus'er, fx Venus fra Willendorf.

Gudinden har en række attributter, fx æblet, muslingeskallen, den røde rose. Rosen var oprindelig hvid, men hun stak sig, og hendes blod farvede den rød.

Venus bruges i en række sammenhænge om kvinden som kønsvæsen. At have “Venus-mål” vil sige at have perfekte proportioner. Venusbjerg er dels ifølge legender fra middelalderen et bjerg i Tyskland, hvor “fru Venus” bjergtog en række mænd, bl.a. Tannhauser, dels det hvælvede område, også kaldt skamben, oven over kvindens kønslæber. Venus er endvidere, opkaldt efter gudinden, en planet i Solsystemet, stjerner.

Den klassiske mytologi udnyttes bl.a. i Shakespeares digt “Venus and Adonis”, ca. 1593, og i Fr. Paludan-Müllers dramatiske digt Venus, 1841. Sophus Claussen priser sin “egen Sjæls Gudinde” i digtet “Anadyomene”, 1890 (1912), med klokkekimen “fra mit Hjertes Kathedral”; et borgerbarn guddommeliggøres “igennem Skum af Minder”, og begge er synlige, både gudinden med det salveduftende navn og pigen, i hvis “unge Skygge det dufter af Violer”.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig