Tour de France

Artikelstart

Tour de France, det store landevejsløb for professionelle cykelryttere har tidligt – sammen med De Olympiske Lege – indtaget tronen, hvad angår sportsmytologiske medbetydninger: der er “stjerner” og “vandbærere”, udholdenhed, kampen for at yde det ypperste, de slidsomme bjergetaper, ryttere med fråde om munden, det seje tråd over for den eksplosive spurtkraft, en heroisme der gør stjernerytterne til “guder”. I dansk sammenhæng er der grund til at nævne tre herkuliske og legendariske præstationer, der alle endte med en nedtur, de to pga. doping og den tredje pga. fyring: Bjarne Riis, “Ørnen fra Herning”, der vandt, Michael Rasmussen, “Kyllingen fra Tølløse” der var ved at vinde, og Jørgen Leth og Jørn Mader, der i årevis som kommentatorer drev indsigt i løbets detaljer og metaforisk mytologisering af Touren til uanede højder. Allerede i et essay i Mytologier, 1957, havde den franske strukturalist Roland Barthes analyseret Tour de France som et epos, der udfolder noget på én gang realistisk og utopisk og med ryttere, der inkarnerer forskellige mytiske figurer og menneskelige grundtræk. Om doping skrev Barthes: “At dope en rytter er ligeså kriminelt som at efterligne Gud; derved berøver man Gud hans privilegerede eneret på den mirakuløse gnist.”

Litt.: Jørgen Leth, Den gule trøje i de høje bjerge, 1995.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig