Thor, central gud i nordisk mytologi. Han er en kraftfuld dæmonbekæmper, der slår mængder af jætter ihjel med sin hammer Mjølner. Med sin vogn, trukket af de to tænderskærende gedebukke, kører han hen over himlen og afstedkommer lyn og torden. Ordet “torden” betyder “Thors døn”, dvs. larmen af vognen, og man kan spekulere på, hvad der kom først: gudenavnet eller naturfænomenet. Thors popularitet viser sig bl.a. i, at en række sted- og personnavne rummer hans navn, og i, at en række firmaer bruger hans styrke i deres navn eller logo. Den såkaldte “torshammer” er oprindelig en amulet, båret som halssmykke, en konkurrent til det kristne korshalssmykke, i vikingetiden og selv i vore dage.