Orfeus og Eurydike

Orfeus og Eurydike, et par i græsk mytologi, hvis tragiske skæbne har haft betydelig indflydelse på europæisk kunst. Orfeus var søn af Apollon og musen Kalliope; hans sang og lyrespil kunne bjergtage hele naturen og alle mennesker, ja, selv sirenernes forførende sang kunne han overtrumfe. Han besad også spådomsevne. Han var gift med Eurydike, og da hun døde af slangebid, drog han ned til Hades og sang så sorgfuldt, at Hades gav ham lov til at tage hende med op igen. Dog måtte han ikke vende sig om mod hende under rejsen tilbage til jorden. Det gjorde han, og nu forsvandt hun for evigt ned i underverdenen. Han sang smukkere end nogensinde ude i skoven, så både dyr og sten blev fortryllede; en flok mænader blev betaget af ham, og da han afviste dem, sønderrev de ham og smed hans hoved i havet. Det drev, stadigt syngende, i land på øen Lesbos. Denne myte (gen)-fortælles bl.a. i Ovids Metamorfoser.

Orfeus-skikkelsen har givet anledning til en religiøs bevægelse, orficismen, og en broget samling af tekster i antikken, de orfiske skrifter. Det synes at have været en udpræget dualistisk livsanskuelse, med askese, frelse og genfødsel. Dionysos spiller en hovedrolle i den.

Inspiration til eftertiden af myten er mangfoldig. I digtning fx folkevisen “Harpens kraft”, der handler om en harpespiller, der besejrer trolden i en å; i Erik Knudsens digt “Strofer”, 1953, hvor Orfeus er en lille digter, der synger for rotter og mus, mens “nereider og tritoner”, de olympiske sportsstjerner, henter laurbærkransen; i Rilkes Orfeussonetter, 1923; og i Rabbe Enckells tragiske versdrama Orfeus och Eurydike, 1938. I musik fx Glucks opera Orfeus og Eurydike, 1762, og Offenbachs operette Orfeus i underverdenen, 1858, samt Stravinskys ballet Orpheus, 1958. I billedkunst Palle Nielsens tre store serier af linoleumssnit, Orfeus og Eurydike, 1959ff, hvor myten spiller sammen med moderne storbyliv, krig og katastrofe, og har et både klassisk Rom og en science fictionagtig storby som kulisse.