Moses, central figur inden for jødedommen og også af betydning inden for kristendom og islam. Moses er en muligvis legendarisk person, der også tillægges forfatterskab til de 5 Mosebøger, de første skrifter i GT, undertiden kaldt Torah for sig. Mosebøgerne rummer menneskehedens og det jødiske folks historie frem til Moses' død, dvs. frem til indvandringen i Det Forjættede Land, samt den jødiske religions grundlove. Moses skildres i et antal berømte og ofte billedfremstillede situationer: Som spæd i sivkurven på Nilen, udsat af sine forældre, der ville undgå Faraoens dekret om, at alle jødiske drengebørn skulle dræbes; som den, der fører israelitterne ud af trældommen i Egypten (Exodus); den, der modtager De Ti Bud (Lovens tavler) på Sinajs Bjerg; den, der hele tiden holder fast ved Jahve som den eneste gud og gang på gang møder frafald og afgudsdyrkelse (fx af Guldkalven) hos folket; den, der vandrer med folket i 40 år i ørkenen (ørkenvandringen); og den, der lige netop ikke selv når frem til Kanaans Land, men dør forinden i Moabs land, efter kort forinden at have skuet fra Nebos Bjerg ind i det lovede land, ørkenens modsætning, landet der flyder med mælk og honning.

En række scener har mirakelkarakter: Den brændende Tornebusk, som Gud taler fra til ham; at han med sin stav deler Sivhavet (“Det Røde Hav”), så israelitterne kan gå over, hvorefter strømmene atter forenes og syndflodsagtigt opsluger den egyptiske hær; mannaen, der falder som føde fra himlen; Moses' stav, der forvandles til en slange; Moses, der med sin stav slår vand af klippen; og ikke mindst vigtigt i den jødiske tradition indstiftelsen af påsken (2. Mos. 12). I den nok berømteste fremstilling af Moses, Michelangelos statue i kirken San Pietro in Vincoli (Sankt Peter i lænker) i Rom, ses han som en kraftfuld, langskægget patriarkskikkelse, overraskende nok med horn; hornene kan skyldes, at der et sted står, at Moses' ansigt skinnede, da han modtog Guds bud, og at det hebraiske ord for “skinnede” ved en misforståelse blev oversat til “horn”. I ikonografien ses han i øvrigt ofte med sin stav og med Lovens tavler. Hyppigt sidestilles eller modstilles Moses med Jesus; særlig markant er det, at Jesus som modstykke til Sinaj holder sin Bjergprædiken, der er en “opfyldelse” af De Ti Bud. Mannascenen sammenstilles med Den sidste Nadver, Kobberslangen sat på en stang sammenlignes med Korsfæstelsen. typologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig