Job, skikkelse fra GT, hans skæbne udfoldes i “Jobs Bog”. Han er prototypen på den uskyldigt lidende. Gud sætter ham med Satan som medhjælp på en række prøver. Han lever den retfærdiges velsignede liv, med rigdom og vækst omkring sig; men alt tages fra ham, og han ender i askedyngen, forbandende den dag han blev født. I en lang erkendelsesproces, bl.a. i konflikt med tre “venner”, indser han, at Guds veje er uransagelige – og får alting dobbelt igen. For en eftertid er det ikke så meget hans erkendelse som hans lidelse, han er kommet til at stå som symbol for. Han er en af GTs ret mange præfigurationer af Jesus. Han er en syndebuk. Han er symbol på jødernes grusomme skæbne. Han er oprøreren mod Gud. Han er en nøglefigur i hele tankekomplekset omkring teodicé-begrebet: Hvordan kan Gud være retfærdig, når der sker så mange forfærdelige ting, når tilværelsen er så fuld af lidelse? Undertiden kaldes dette oprør simpelthen en “Jobsanklage”.