Don Juan

Don Juan, Don Juan. “Sådan en don juan” eller – endnu mere ironisk – “don johansen” kan man sige om en person, som er specialist i at forføre kvinder. Figuren er en fiktiv forfører, der går tilbage til et spansk drama fra 1630, og optræder med en sådan hyppighed i europæisk litteratur, musik og forestillingsverden, at han kan opfattes som typologisk (se typologi) på linje med skikkelser som Don Quixote og Faust. Traditionelt ses han som en dæmonisk, evigt jagende forfører. Han kan være elegant, skruppelløs, amoralsk og kynisk, og han møder til sidst sin straf i dødningen “Stengæsten”.

Blandt de mange versioner af Don Juan og allusioner til ham skal nævnes: Molières komedie Don Juan fra 1665, Mozarts opera Don Giovanni, 1787, og Søren Kierkegaards figur “A”, æstetikeren i Enten-Eller, 1843. Æstetikeren er optaget af Mozarts opera; i Kierkegaards værk findes det nok mest interessante bidrag på dansk til Don Juan-figuren: “Forførerens Dagbog”, hvor Johannes, som han hedder, kun er optaget af selve forførelsen, ikke fuldbyrdelsen af forholdet; han holder gryden i kog, indtil han har indfanget den skønne, og så er det egentlig ikke “interessant” mere. Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen i Martin A. Hansens roman “Løgneren”, 1950, også hedder Johannes. Rifbjergs roman Operaelskeren, 1966, og svenske Lars Gyllenstens roman I skuggan av Don Juan, 1975, er blandt de nyeste varianter. Hos Gyllensten forfører Don Juan kvinder netop, fordi de er uskyldige og tillidsfulde; livet skal være i hans magt, han vil gøre sig selv til sin egen skaber – og destruerer, krænker, gør ondt i et – forgæves – oprør mod det gode og Gud.

I Niels Barfoeds disputats fra 1978, Don Juan, ses figuren som samfundslovens modstander mod dens kristne, patriarkalske og idealistiske mønster, men i virkeligheden som Lovens “hjælper”, fordi han i så mange tekster optræder som et skræmmebillede. Libertineren møder jo sin Stengæst. Barfoed ser også psykoanalytisk på ham: Hans kvindefiksering er i virkeligheden en kvindeangst, han er narcissist og står i en Ødipus-konflikt.

Andre har fremhævet hans kvindeforbrug som tvangsfikseret maskulinitet eller som en flugt fra egentlig nærhed og kærlighed. Han leger, han jager og søger øjeblikkets nydelse, aldrig tilfreds, aldrig i sammenhæng. Han søger den eneste ene gennem de mange i stedet for de mange eller det hele gennem den ene.

Hans kvindelige modbillede har endnu værre ry, under betegnelser som “nymfoman” og “maneater”.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig