De Olympiske Lege

OLYMPISKE LEGE Plakat fra OL i Berlin 1936 viser dels de klassiske motiver: de 5 olympiske ringe og laurbærkransen, dels motiv fra Brandenburger Tor med Sejrsgudinden med firspand, dels en nazistisk propaganda i betoningen af det blonde og ariske i den atletiske kæmpe. Se også ill. til vogn.

.

De Olympiske Lege, I den græske antik var der flere store sportsbegivenheder knyttet til helligdomme. Den væsentligste var De Olympiske Lege, afholdt hvert 4. år ved Olympia-helligdommen; perioden mellem Legene kaldtes olympiade. De, der sejrede i en disciplin, blev bekranset med oliventræsblade; sejren var en så stor ære for den enkelte by, at sejrherren blev opfattet som en lokal helt. Under Legene skulle der være “olympisk fred”, og Legene havde såvel religiøs som politisk betydning.

De moderne Lege, afholdt første gang i 1896 i Athen, rummer også både religiøst-ceremonielle islæt og politiske overtoner og er fyldt med antik symbolik. Som verdens største sportsbegivenhed er det tegn på prestige at kunne afholde den. Den olympiske fakkel løbes fra Grækenland til det aktuelle sted og tænder den store flamme på stadion, en central symbolsk handling. Både indvielses- og afslutningsceremonien rummer et stort symbolsk register – og underholdning for milliarder. Duer kan bruges som symbol for den olympiske fred. Kappestriden var oprindelig kun for amatører og med mottoet: “Det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage”. Dette motto støder sammen med et andet: “Hurtigere, højere, stærkere”, og professionalismen har for længst vundet indpas og jagten på guld-, sølv- og bronzemedaljer, der overrækkes under en højtidelig ceremoni med afspilning af nationalhymnen for guldet. Legenes flag er 5 cirkler, der skærer hinanden, symbol for de 5 verdensdeles broderskab.

Gang på gang har Legene været (mis)-brugt til politiske manifestationer; særligt grove i Berlin 1936 (nazistisk propaganda) og München 1972 (palæstinensisk terrorhandling mod deltagere fra Israel). Det, der skulle forene, har ofte vist sig at adskille.

Hitlers filmfotograf Leni Riefenstahl skabte en i æstetisk henseende perfekt, i ideologisk henseende ubehagelig film om OL i Berlin, Olympia. Den glorificerer den blonde arier; men undgå at vise den sorte Jesse Owens' løb kan den ikke – og her modsiger den sig selv: Owens løber og springer jo med en vidunderlig smidighed og fremdrift – og vandt fire guldmedaljer.

Se også sport.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig