David, i GT konge over Israel omkring år 1000 f.Kr., hovedfigur i 1. Samuelsbog 16-31, hele 2. Samuelsbog, og han dør i 1. Kongebog 2. Han skildres delvist forherliget, men ikke som fejlfri (et fejltrin er fx affæren med Urias' hustru Batseba; han sætter Urias på en vanskelig post, “en uriaspost”, i en krig, så han kan dø og vejen til den smukke kvinde være fri). Blandt hans bedrifter er, da han som endnu nærmest dreng besejrer filistrenes vældige kæmpe Goliat ved at ramme ham med en sten fra en slynge og siden skære hovedet af ham. I øvrigt var han en stor harpespiller, der bl.a. spillede for kong Saul, når denne var tungsindig, og en stor digter, og traditionen tilskriver ham samtlige 150 salmer i GTs “Salmernes Bog”. Han gør Jerusalem til Israels hovedstad og centrale kultsted. Han symboliserer Israels storhed; jødernes sekstakkede stjerne kaldes Davidsstjerne. Ifølge forjættelser skulle Messias være af Davids slægt, og i NT lægges der stor vægt på, at Jesus er af den rette æt, født i Betlehem, som var Davids fødeby, og undertiden kaldes Jesus direkte “Davids Søn”.

I arabisk retorik anvendes “Goliat” sommetider om Israel i forhold til den lille “David”, de stenslyngende unge palæstinensere; en ejendommeligt forvrænget retorik, når man betænker, hvor lille Israel er i forhold til de måske flere hundrede millioner arabere i en lang række stater, der har forsøgt at udrydde Israel i de seneste ca. 60 år.

Se også harpe og sten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig