Øgle, hører til krybdyrenes familie og omfatter fx gekkoer, firben, leguaner og kamæleoner. Symbolsk har øglen nogle af de samme betydninger som slangen. Øglen forbindes med opstandelse og gendannelse, pga. hamskifte og fx firbenets evne til at leve videre efter at have mistet halen. I klassisk tid symboliserede den bl.a. visdom og logisk sans. I maorimyter optræder den som beskyttende uhyre. Og i bl.a. afrikansk folklore er den kulturhero eller forfædrefigur.

Biologisk-evolutionsmæssigt og psykoanalytisk står den for det mest primitive, de basale drifter. Det inderste i menneskehjernen er en “krybdyrhjerne”; hjernen er simpelthen organiseret som en evolutionshistorie, således at vi også har krybdyret eller øglen i os.

Øglen i os i form af pubertet og fortrængninger og fortidsknuder ses i Leif Panduros roman Øgledage, 1961, om overgangen mellem barn og voksen for “et skællet, misanpasset fortidsvæsen” (Rifbjerg). En smuk, nærmest mytisk skildring af “Firbenets lille glædessang” giver Peter Seeberg i novellesamlingen Dinosaurusens sene eftermiddag, 1974. Glæden er her, at firbenet sidder på solvarme sten og “glapper” med kindhuden i solen og mærker, at den tabte hale erstattes af en ny og konstaterer: “Hvor dagene var dejlige i Lourmarin”.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig