æsel

Æsel, symboliserer både ydmyghed, fattigdom og tålmodighed, stædighed, dumhed, naragtighed og dovenskab og liderlighed. De positive sider er mest typiske for æsler i Bibelen, mens de negative fx findes i antikkens fremstillinger.

Jomfru Maria rider på et æsel under flugten til Egypten, og Jesus foretager sit indtog i Jerusalem ridende på et føl (Mark. 11) og opfyldende en profeti hos Zakarias (9,9): “Se, din konge kommer til dig, / retfærdig og sejrrig, / sagtmodig, ridende på et æsel, / på en æselhoppes føl.” Bileams æsel, 4. Mos. 22, taler direkte til sin herre, der har straffet det, og er medvirkende årsag til, at han konverterer til jødedommen. I fremstillinger af julekrybber optræder æslet som en selvfølge i de ydmyge omgivelser.

Pga. sin hæslige skryden blev æslet i antikken anset for tonedøv; Apollon giver Midas æselører, da Midas som dommer i en musikkonkurrence foretrækker silenen Marsyas' (eller Pans) musik for Apollons. Drukkenbolten Silen, Dionysos' ledsager, rider på et æsel. I Apulejus' roman Det gyldne Æsel (fra 2. årh. e.Kr.) forvandles den storskrydende Lucius til et æsel, der udsættes for alverdens ydmygelser, indtil han ved at spise en rose og ved gudinden Isis' hjælp igen forvandles til menneske.

Berømt for sin bondske snuhed er Don Quixotes ledsager Sancho Panza, der ligesom Silen rider på et æsel. I Shakespeares A Midsummer Night's Dream, ca. 1595, forvandles en forelsket person til et æsel. Æselører hører til jokerens udstyr i kortspil og også til narren / klovnen. I en karikaturtegning fra oldtiden fundet i kejserpaladset på Palatinerhøjen i Rom ses Jesus på korset, udstyret – som en nar – med et æsels hoved.

Overført kan “æsel” betyde en dum og utiltalende person. Et “æselspark” betyder et hårdt og urimeligt angreb. Et “æseløre” er en ombøjet side i en bog brugt som bogmærke.